Horskær holder mig i gang

Formiddagene i køkkenet, VIKKA, gåture om eftermiddagen og den fælles morgenmad er faste holdepunkter i Brittas hverdag.
- Der er morgenmad kl. 8. Det vil jeg ikke undvære. Det synes jeg er rigtig hyggeligt. Og så starter min dag rigtigt kl. 10, når jeg går i køkkenet for at arbejde eller i VIKKA, siger hun.
Når Britta er i VIKKA, laver hun alt fra at male til at save brædder.
- Jeg kan godt lide, at det er lidt alsidigt, så jeg lærer noget nyt. Jeg er ikke god til, hvis det er det samme. Jeg har været på en fabrik, og jeg er ikke god til samlebåndsarbejde. Forskellighed i opgaverne giver mig en bedre forståelse af mig selv. Man lærer sig selv bedre at kende, når man finder ud af, at det her kan jeg også finde ud af, eller det her kan jeg ikke. Det giver også selvværd at vide, hvad man kan og ikke kan, siger hun, og tilføjer:
- Efter kl. 16 begynder dagen at slutte for mig. Så begynder jeg at være brugt og træt.

Horskær er større end de steder, Britta tidligere har boet, og det er hun glad for.
- Det er rart, at jeg selv kan bestemme, om jeg vil være i min lejlighed eller i et fællesrum med de andre. Når man bor på et lille sted, gør man alt sammen. Her er det nemmere at trække sig, når man har brug for privatliv, siger hun.
Da Britta flyttede til Horskær, faldt hun utrolig hurtigt til.
- Jeg bor på Horskær, fordi jeg ikke magter at bo selv. Jeg mistede noget netværk. Og jeg boede sammen med en kæreste, og det gik ikke, som det skulle, fortæller Britta, og fortsætter:
-  Jeg vidste, at jeg ikke var klar til at bo helt alene, så jeg snakkede med min sagsbehandler, der valgte Horskær. Det er jeg glad for. Jeg havde ikke hørt om Horskær før, men de er utrolig gode herude til, at jeg ikke mister det, jeg kan. Jeg har brug for at være i gang og være aktiv, men når man bor sådan et sted, kan man godt falde lidt ned i et hul. De er gode til at sørge for, at det ikke sker. De holder mig i gang.
Hun synes selv, der er mange ting, der er blevet bedre, efter hun er flyttet ind på Horskær.
- Jeg er godt nok vokset. Min personlige udvikling har fået fart på, efter jeg er kommet her. Det går også bedre med min sygdom, og det betyder rigtig meget, at jeg ikke har så meget brug for medicin, for der er mange bivirkninger ved den, fortæller hun.
Britta kan ikke huske, at hun ikke har været syg.
- Jeg tror, de blev enige om, at jeg har affektiv skizofreni. Jeg har altid været syg. Jeg tror, jeg er født med det. Jeg fik at vide, at det ville aftage, når jeg blev 30-35 år, og det kan jeg også mærke. Det betyder ikke så meget længere, men som barn og ung havde jeg mange vrangforestillinger og angst. Det er jeg skadet af i dag, og det vil påvirke mig resten af livet, siger hun.
På Horskær har man et kontaktteam frem for en kontaktperson, og det er Britta glad for.
- Når man har et team, er der altid en fra dit team, du kan snakke med. Du skal ikke vente til onsdag, når din kontaktperson møder ind. Der er altid en at gribe fat i, siger hun.
Lige nu arbejder Britta og hendes kontaktteam på en aktivitet ude af huset.
- Jeg vil gerne skabe et nyt netværk, så alt ikke skal foregå inden for Horskærs mure. Måske en fritidsaktivitet, eller et sted jeg kan være frivillig. Vi har kigget lidt på et frivilligt amatørteater i nærheden. Jeg vil gerne have mere kontakt til mere raske mennesker. Jeg mangler noget almindelig snak, som ikke er om sygdom. Jeg er ikke så syg, som jeg har været, og jeg vil gerne lidt ud af det. Man bliver trukket lidt ned af sygdom, og der er mange hensyn at tage.  Det er lidt mindre som at gå på æggeskaller, når man er sammen med raske mennesker, siger hun.