Et menneske – ikke en diagnose

- Det er jo fantastisk at være her. Det er så anderledes end alt andet, jeg har mødt i psykiatrien. Her bliver jeg set som et menneske, frem for at blive set som en diagnose, og blive proppet ned i en kasse.
Ordene kommer fra 44-årige Malene. Hun har kun boet på Horskær i syv uger, men hun ved allerede, at hun er havnet det helt rigtige sted for hende.
- Det er et kulturchok at komme på Horskær. Jeg er ikke vant til at blive hørt, så når de her på Horskær siger: ”Bare kom, når du har brug for hjælp”, så kræver det tilvænning. Jeg stoler ikke på det. Men jeg har opdaget, at når de siger det, så mener de det, siger Malene.
Hun kan allerede mærke en forskel på sig selv:
- Jeg er tryg ved at være her. Her er hyggeligt. Det gør også, at jeg lukker op for det, der er hårdt, men det er fordi, jeg er tryg, og jeg ved, at der er nogle, der griber mig, siger hun, og tilføjer:
- Man bliver set som et helt menneske. At man er lige så meget værd som dem, der bor uden for et bosted. Her får vi at vide, at vi alle er lige mennesker. Vi har bare forskellige ressourcer, siger hun.
I starten var hun faktisk sommetider nødt til at se efter, om der sad en telefon i bæltet, for det var den eneste måde, hun kunne se forskel på beboere og personale.

Malene har været i psykiatrien siden 2001. Hun har været gift i 17 år, og har en datter.
- Jeg har aldrig haft et job, men i perioder har mit liv set normalt ud udefra. Jeg havde puttet mig selv i en kasse med familie og hus. Alt det jeg forventede af mig selv. Men det var rigtig svært pga. min sygdom, fortæller Malene, der blev skilt for to år siden.
Og så gik det virkelig ned ad bakke. Malene havde første selvmordsforsøg tre uger efter. Og hun ved alt om, hvordan det er at sidde 14 timer i modtagelsen i håbet om at blive indlagt, for så at blive sendt hjem igen, fordi der ikke er flere pladser. Før hun kom til Horskær, boede hun 14 måneder på et bosted et andet sted i landet.
- Der var ikke så meget frit valg. Men det var et forfærdeligt sted med trusler, hash og stoffer. Der blev råbt og skreget, og politiet var der konstant. Jeg blev truet tre gange meget voldsomt, og jeg var småpsykotisk af passiv hashrygning hele tiden. Det, der skulle have hjulpet mig, gjorde, at jeg blev endnu dårligere, fortæller Malene.
Hendes psykiater sagde til hende, at hun ikke ville få det bedre, hvis ikke hun flyttede. Tre måneder efter sagde han til Malene, at hvis hun ikke flyttede nu, så ville de se hende indlagt oftere og oftere, og om 1 år ville de ikke se hende mere.

Malene var på besøg på Horskær, før hun flyttede ind, og hun troede ikke helt på, hvad hun så.
- Da jeg var ovre og se stedet, sagde jeg, at det kan simpelthen ikke være et bosted. Det ligner et storfamiliehjem, og stemningen her er hyggelig, husker Malene.
På Horskær vælger man selv, hvilke måltider, man vil spise i fællesskab med de andre beboere. Malene møder op til alle måltider og mellemmåltider.
- Det er helt fantastisk, for jeg har brug for faste rammer, siger hun, og tilføjer:
- Og hvis man mangler sin nabo til morgenmaden, så spørger man lige personalet. Man holder øje med hinanden her. Det kan jeg mærke allerede nu.
Efter morgenmaden går Malene en tur. Hver eneste dag.
- Det har jeg aftalt med mig selv og min kontaktperson, for elles går jeg ned og sover igen, siger hun.
Om tirsdagen går Malene til kor i Kolding sammen med 3-4 andre fra Bo- og Levestedet Horskær. Og onsdag og torsdag arbejder hun i VIKKA om formiddagen. Lige nu er hun mest i det kreative værksted, hvor hun er ved at finde ud af, hvad hun godt kan lide at lave.
- VIKKA er et godt sted. Her er personale, her er trygt og man kan gøre det, man kan overskue. Nogle dage har jeg kun overskud til at klippe snore til julepynt. Andre dage har jeg overskud og mod til at lære at sy, fortæller hun, og tilføjer:
- Alt andet kan ramle for mig, men VIKKA holder jeg fast i. Så skal jeg ikke starte helt forfra, når jeg får det rigtig dårligt, for jeg holder fast i VIKKA.