En tur på elcyklen med Nanna gavner både helbredet og humøret

Poul får også hjælp til nogle af de praktiske ting i hverdagen, det kniber med.
- Jeg får hjælp til rengøring. Det får jeg ikke gjort selv. En af dem sagde til mig: Det du kan Poul, det skal du selv gøre. Men det kniber, når jeg ikke har det godt, siger han, og fortsætter, og fortsætter med et glimt i øjet:
- Jeg får også en bunke medicin, men når folk spørger, så siger jeg, at det har jeg ikke styr på. Det regner jeg med, at andre har. Monika hjælper mig med min medicin og lignende. Hun er en, der godt kan lytte og er meget forstående.
Monika er koordinerende sygeplejerske og er dagligt at finde i Horskærs sygeplejeklinik, hvor hun også hjælper med kontakt til læge, sygehus og lignende. Det har Poul også haft glæde af.
- En af pigerne tog med mig på sygehuset. Jeg synes, det lød helt uoverskueligt, at jeg skulle have ilt, men det går over al forventning. Det er rart at have en med på sygehus. Så kan jeg bedre forstå, hvad der bliver sagt, for jeg glemmer det, lige så snart jeg er ude af døren igen, siger han.

Pouls hverdag afhænger af dagsformen.
- Når jeg ellers kan overskue det, hjælper jeg til på træværkstedet. Jeg er oprindeligt tømrer. Her er ikke nogen, der ser skævt til en, fordi man har nogle minusdage, siger han.
Et andet vigtigt element i Pouls hverdag er at få sig rørt. Sammen med Nanna tager han en tur på den dobbelte el-cykel så tit, det er muligt.
- Nanna er god til at holde gang i mig, siger han med et smil, inden Nanna fortsætter:
- Vi er gået i stå et par gange på elcyklen. Så er der langt hjem. Poul skal man minde om, at han skal cykle, så det er mest mig, griner hun.
Det er tydeligt, at Poul nyder det ping pong, han har med personalet. Da Poul og Nanna sammen har skrevet dagens program på tavlen i Pouls lejlighed, og Poul skal fortælle, hvad de ellers plejer at lave sammen, svarer han hurtigt:
- Vi driller hinanden. Det gør vi tit.
Og da Nanna hjælper med strømperne, og spørger, om det ikke er sådan, de plejer at gøre, er den godmodige ping pong der igen, da Poul med et stort grin svarer:
- Plejer? Vi er ikke på plejehjem.

Poul er opvokset på Silkeborg-egnen.
- Jeg kom her til Sydjylland, fordi jeg mødte en kvinde efter min skilsmisse. Men hun kunne ikke tackle, at jeg er maniodepressiv. Ligesom mine børns mor måtte opgive efter 17 års ægteskab, fortæller han.
Det var hans børn, der efter Pouls mange flytninger ledte efter et godt sted, hvor han kunne blive, og de havde hørt om Horskær.
- Der er en gæstebog i den røde stue, hvor mit barnebarn har skrevet tak for middag på Horskær, da de besøgte mig, siger Poul glad, og fortsætter:
 - Her er stort set alle bygninger nye. Før stod min seng i stuen, men nu har jeg en lejlighed med soveværelse og badeværelse og sådan. En stue ser ikke så pæn ud, hvis der står en seng i den.
Det var en kvinde, der i sin tid fik Poul til at flytte fra hjemegnen til Sydjylland. Men det er Horskær, der får ham til at blive.
- Mine børn spurgte, om jeg ikke skulle hjem til Midtjylland igen. Men nej. Det her det er mit hjem. Jeg skal begraves her, siger han.